Her er hvad jeg, på badeværelset, indtil nu har vendt de dyre mærkevarer ryggen:
- Toiletpapir. Det har jeg egentlig gjort så længe jeg kan huske. Den billigste pakke i Fakta eller Rema1000 koster 12-13 kr. Jeg har set toiletpapir der koster over 30 kr. Det nægter jeg simpelthen at betale. De billige ruller er fine, det er altså ikke sandpapir på rulle.
- Tandpasta. Den her var jeg længe om. Jeg har haft en eller anden overbevisning om at discount-tandpasta ikke var godt nok. Hvor har jeg dog fået den ide fra? Er det mon fra "Danske tandlæger anbefaler..." -reklamerne?? Det tror jeg. Men sandheden er jo, at tandlægerne anbefaler tandpasta med flour, og ikke nødvendigvis et bestemt mærke. Men når Colgate eller Zendium, eller hvad de nu hedder, siger at de bliver anbefalet af tandlæger, så er det jo ikke helt løgn. For de indeholder flour. Men det gør discountmærkerne også! De dyre tandpastaer koster 10 kr. pr. tube, når de er på tilbud. Discount-tandpastaen koster 9 kr. "Jamen det er jo næsten det samme, og jeg kan altså bedst lide Colgate", tænker du måske. Næ, for i Colgate og Zendium er der 75 ml. tandpasta i en tube, men der er altså 125 ml. i discount-tandpastaen. Så de koster mindre, du får mere, de er ligeså effektive og indeholder det flour de skal. Lige nu bruger jeg tandpasta fra Lidl. Det var endda på tilbud, - 50 %. Så den kostede en femmer for 125 ml. Jeg købte tre tuber. De holder længe. Jeg køber aldrig mærkevare-tandpasta igen!
- Bind. Jeg har brugt Always bind i noget der ligner 17 år. De koster ca. 25 kr. for 14 stk. I Rema1000 og Fakta har jeg købt bind i deres eget mærke til 10 kr. for 14 stk. Jeg synes de er ligeså gode. Mindst. Always har i øvrigt lige pjasket deres bind til i parfume, hvilket er jordens dårligste ide, hvis du spørger mig. Jeg har prøvet dem, jeg fik en gratis prøve. Det bliver et nej tak herfra! De er dyre og fyldt med parfume.
- Shampoo, balsam og showergel. Det er vel en smagssag, om man vil bruge de billige produkter. De er fine nok til mig. Jeg køber dem i Rema1000, hvor de er svanemærkede og uparfumerede. De koster ca. 13-14 kr.
- Flydende Håndsæbe. Jeg køber en stor refill-flaske i Rema1000. Den koster 25 kr. for en liter. Svanemærket og astma- og allergimærket. Jeg har købt pæne sæbedispensere til badeværelse og køkken og så fylder jeg op efter behov.
- Håndcreme. Man kan købe sig fattig i fancy håndcremer. Jeg køber min i Lidl til 15 kr. Faktisk gav jeg kun 7,5 kr. på tilbud. Så behøver jeg ved gud ikke en håndcreme til 100 kr.
Jeg har til gode at prøve bodylotions og ansigtscremer. Jeg har stadig et lager af den anden verden i skabet, der lige skal bruges op først.
Jeps, der er mange penge at spare. Hvis man vel og mærke er ligeglad med indpakning og signalværdi. Det er jeg, Jeg kan bedre lide at have penge på kontoen end at folk kan nikke anderkendende når de snuser rundt i mine badeværelseskabe. Produkterne skal bare virke, og helst være miljøvenlige. Og være billige, naturligvis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar